Kan din museskade anerkendes som en arbejdsskade?

 

Af Shapol N. Enggaard, advokat og partner, STORM Advokatfirma

November 2017

Udgangspunktet er at en museskade ikke er en arbejdsskade

Siden 1990’erne har arbejdsskademyndighederne forsøgt at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem computerarbejde og udvikling af de såkaldte museskader. Der er på den baggrund lavet flere forskellige undersøgelser.

I 2005/2006 blev resultatet af undersøgelserne drøftet af Erhvervssygdomsudvalget, som er den myndighed, der tager stilling til, hvornår en erhvervssygdom kan anerkendes som en arbejdsskade. Udvalget var enig om, at computerarbejde kun under ganske særlige forhold kan føre til anerkendelse af en museskade som en erhvervssygdom.

Det helt klare udgangspunkt er altså, at en museskade ikke er en arbejdsskade.

Kan der alligevel være tale om en arbejdsskade?

I september 2006 blev tre sager om tennisalbuer anerkendt som arbejdsskader. Siden da er der kun anerkendt én enkelt sag.

I alle fire sager var der tale om en meget lang og særlig intensiv påvirkning ved anvendelse af computer-mus. Arbejdet var foregået i mange år, og computermusen var anvendt dagligt i mellem 7 og 9 timer. Arbejdet havde således indebåret rigtig mange museklik i minuttet og stillet store krav til præcisionen hos medarbejderen.

For at der kan blive tale om en arbejdsskade, er det altså nødvendigt, at arbejdet er foregået under helt særlige forhold. I dag er det derfor stort set kun muligt, at få anerkendt en arbejdsskade, hvis man har arbejdet med et CAD-program (Computer Aided Design), hvilket typisk bruges af tekniske tegnere.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at blot fordi man har arbejdet med et CAD-program, da kan man langt fra altid få anerkendt skaden som en arbejdsskade.

Stadig svært at få anerkendt arbejdsskaden

Uanset om man har arbejdet som teknisk tegner med et CAD-program, er det stadig meget svært at få anerkendt skaden som en arbejdsskade. Der skal fortsat være tale om helt særlige forhold, og det er desværre kun tilfældet i meget få situationer.

Når man taler om museskader er det samtidigt vigtigt at være opmærksom på, at arbejdsskademyndighederne helt har afvist at anerkende smerter over albueniveau som skader som følge af arbejdet med computer-mus. Smerter i nakke og skulder vil derfor aldrig kunne blive anerkendt.

 

 

 

 

 

 

symptomer på museskader og musearm